Temadag om tilsyn var en stor succes



Den 25. januar var der temadag i Faxe Svømmehal om det obligatoriske tilsyn, der skal føres med svømmehaller for at sikre, at de lever op til bekendtgørelsen.


Af Maj-Britt Marschall, Danske Svømmebade


Der var masser af god viden at komme efter, da Danske Svømmebade inviterede til temadag om tilsyn i svømmehaller den 25. januar i Faxe Svømmehal.


Dagen startede med en præsentation af Faxe Svømmehal fra Søren Horsevad, der er inspektør i Faxe-hallerne.

Den 50 år gamle svømmehal har omtrent 12.000-13.000 betalende gæster, 27.000 skolegæster og 40.000 foreningsgæster der årligt benytter de to bassiner – et 25 meter bassin og et børnebassin delt i to. Bassinerne er løbende blevet renoveret i forbindelse med opdatering af teknikken i kælderen.

Selvom svømmehallen hører til de ældre af slagsen, er der tilknyttet et rigtig godt team, der passer godt på faciliteterne.

Det handler om folkesundheden
Hovedindlægget på temadagen kom fra Martik Hartlev Pedersen fra Eurofins Miljø A/S, der som tilsynsfører fører tilsyn med mere end 200 svømmebade om året.


Han gav deltagerne et indblik i, hvordan han tilgår både tilsynet og sin rolle som tilsynsførende. For selvom tilsyn i sin essens er en vurdering af tingenes tilstand i svømmehallen, er det meget mere end blot et øjebliksbillede.

For Martin er det en mulighed for at skabe et samarbejde med svømmehallen, så begge parter er med til at sikre en høj standard, og at der ikke bliver gamblet med folkesundheden.

Efter Martins oplæg var der rundvisning i anlægget, hvor han gennemgik de ting, han kigger efter og gennemgår sammen med personalet i forbindelse med tilsynet.

Her blev det blandt andet til en snak om de to hygiejne-standarder, der er oplagte at tage udgangspunkt – den standard svømmehallen leverer til gæsterne og den gæsterne leverer til svømmehallen. For når svømmehallen leverer en høj hygiejnestandard til gæsterne, er gæsterne også mere tilbøjelig til at hjælper svømmehallen og leverer en høj standard tilbage.

Så svømmehallen og gæsterne sammen er med til at passe på vandet og vandkvaliteten.

En anden vigtig pointe fra rundturen var, at anlæggets alder ikke har noget at sige i forhold til standarden man leverer. Et gammelt anlæg kan sagtens stråle.

Sammenspillet mellem tilsyn og drift
Et af de steder, Martin fører tilsyn med, er Slotssøbadet i Kolding, hvor Anders Munch er teknisk chef. Det vil sige, at det er ham. der står for at havde det overordnede overblik, når det kommer til alt det, som et tilsyn indeholder.


Anders fortalte, hvordan tilsynet plejet at blive set som en mareridtsdag, hvilke nok er noget, som en del svømmehaller kan nikke genkendende til.

Men gennem et øget samarbejde med Martin har holdningen til tilsyn ændret sig, hvor fokus nu er på samarbejdet og tilsynet bliver i dag brugt som et afsæt for en vedligeholdelsesplan.

For svømmebadsfolk og tilsynsførende
Til temadagen var der både personale i svømmebade og tilsynsfolk, så de sammen kunne blive klogere på processen, og få skabt en dialog om de spørgsmål der rører sig, på hver side af bordet.


En af de tilsynsførende, der deltog, var Trine Jakobsen fra Herning Kommune. For hende var det en oplagt mulighed for at få en snak med svømmebadsfolkene, og få et bedre indblik i, hvordan man gennem samarbejdet kan skabe de bedste forhold i svømmehallerne.

- Jeg synes, det var rigtig gavnligt at få skabt en dialog med svømmehallerne, og gennem dagen også få deres syn på, hvad et tilsyn er og hvad det kan. Jeg tror vi alle ønsker at levere det absolut bedste til gæsterne, så det var rart at få sat nogle ord på, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at få det til at ske, fortæller hun.

Casper Holm Skrevet af Casper Holm